OM bogen

Livet er fuld af følelser. Nogle gange overvælder de os. Ind i mellem kvæler de os. Andre gange flyver vi på dem. Vi føler for meget, vi føler for lidt.  Vrede, lykke, skyld, skam, angst, begejstring, sorg, kærlighed. Følelserne er mangfoldige og hver eneste kommer med en volumenknap, som godt kan være svær at styre.

Det er ikke tilfældigt, at menneskeracen gør hvad den kan for at promovere kærligheden. For sker de romantiske møder ikke,  så har vi ingen menneskerace. Kærlighed og sex skal styrke os som art og i sidste ende sikre artens overlevelse. Så hvordan ved vi, at vores følelser ikke bare er en del af den algoritme, vi har fået plantet fra naturens store opskrift?

Grundlæggende er det vigtigt for os, at vi ikke står alene med eksistensens udfordringer, og at nogen passer på os, og at vi passer på nogen. Fællesskabet spiller også en rolle for vores fysiske sundhed. Sidder vi alene med en skærm bevæger vi os indlysende mindre, end hvis vi er inviteret til familiesammenkost med rundbold i parken. Når vi bevæger os og leger med andre mennesker, så bliver vi ikke kun sundere men også gladere.

Der er maskiner, der er specialiserede i enkeltdele som fx. en robotarm, som kan samle små ting op. Et termometer der kan mærke varme og kulde. En sensor, som kan mærke forskellen mellem cement og læder. Og alarmer som kan genkende røg fra en brand fremfor røg fra stegt bacon. Men ingen er lykkedes med at skabe et samlet stykke teknologi, som bevæger sig og sanser som et menneske. 

De fleste af os ved godt inderst inde, hvad det vil sige at være et ordentligt menneske. Men moral er et meget luftigt begreb. Har du for meget, så er du bedrevidende og irriterende. Har du for lidt er du usympatisk. Den fine balance er indlysende utrolig svær at overføre til maskinen.

Hvis mennesker ikke er villige til at tillade tilfældigheder og fejltrin i vores liv og se på dem fra nye vinkler, så kan konsekvensen måske blive, at vi går glip af de mest originale idéer, overraskende venskaber og endda den helt store kærlighed.

På ganske kort tid har kunstig intelligens udviklet sig til et niveau, hvor det ikke længere kun er nørder og eksperter, som trækker på de ekstra muskler. Det fører os uundgåeligt til spørgsmålet, om AI kan være lige så god, ja måske endda bedre end mennesker til at skabe poesi og kunst?

Når vi mennesker gennem vores tid på jorden har været overvældet af tilværelsens mysterie, kærlighedens storhed, naturens magt, den overvældende lykke, den pinefulde lidelse, den endelige afslutning og vores egen rolle i det hele, så har vi tyet til fortællinger, myter, metafysiske væsner og ja religion for at skabe mening og sammenhænge. Nu inddrager vi teknologien i troen.

“Memento Mori” hed det på latin. Husk du skal dø. Stoikerne mente det ikke som en skræmmekampagne, men snarere som en påmindelse om at betragte livet i det perspektiv, at du ikke lever evigt, og du derfor skal huske “at leve, mens du gør det” det, som Piet Hein udtrykte det. For stoikeren og kejseren Marcus Aurelius er det ikke døden, mennesket skal frygte. Det værste er at leve, men ikke at være i live. Altså blot at eksistere uden at gribe det liv, der ligger serveret til os.